dav
The place & space in between
Pludselig er en tid slut, men ikke kun en tid. Et stykke liv, et afsnit, en æra.
Et mindset er udskiftet med et andet.
Livet og hverdagen retter ind efter det, som er.
Så brikkerne passer.
Naturen og energien arbejder for udligning og jeg er med.
Jeg kan ikke andet en være med.
Prøver at hive alt den tillid til mig, som jeg kan præstere.
Det har livet lært mig indtil videre.
Tro, håb og kærlighed. Og så tillid.
Ikke mindst i pausen, in between, mellemrummet.
Rummet, hvor der både afsluttes og opstartes. Og det helt uden min indblanding.
Vindstille på en stormfuld facon.
Og det mærkes i energien, for det er den der arbejder, selvstændigt.
Og den gør det bedst alene, når…
Livet vendes, hverdagen nulstilles.
Det rum, hvor der er helt vindstille.
Nærmest vakuum, men fuld af stille liv.
Lydløst og stumt, men kraftfuldt og fyldigt.
En tilstand, et rum, et sted uden tid.
Det LILLE nærvær i det lille rum.
Først bliver rummet lille, vægge rykker tæt på og jeg pakkes ind i vat.
Ind i væren, så jeg kan mærke det der er.
Hvad end der er, så er det her.
En blanding af følelser, tanker, sjælens stemme og essens, men ingen handling.
Jeg kan flygte, men ved at det ikke er løsningen.
Mit “In between” må jeg omfavne.
Tiden står stille, og når den gør det, kan alt ske.
Alt skal ske. “In between”
Alt det inde i mig skal mærkes, finde sin væren. I rummet uden tid.
Jeg tør næsten ikke stå i rummet uden tid.
Min krop summer og gør klar til flugt, tankens flugt, følelsens flugt, manifesteret i alverdens aktivitet igangsat af gammel vane fra fortiden.
Men….
Sjælen flygter ikke, den beder om taletid.
Hør mig, følg mig og mærk at jeg kan tage dig med hjem, siger den.
Den er min ven og vi kender hinanden godt nok til at jeg går med uden et eneste sekund af tøven.
Jeg vil gerne hjem. Hjem i essensens trygge rum.
Her hvor den hjemløse kærlighed kan bo, mens sorgens vinde raser.
Rummets fyldige vægge, er som et varmt kærligt kram. Og jeg ved det.
Det er vævet af lysets tråde.
Lyset er kærlighed.
Lyset er løsningen, altid er det løsningen.
Enkelt, men ej simpelt.
At holde et lys er enkelt.
At holde sit eget lys er ej simpelt..
Det er her der er indre nærvær.
Væren i rummet ligner stagnation, udefra.
Men det er alt andet end det.
Det er:
Nærvær og samvær.
Kærlighed og ærlighed.
Fred og foranderlighed.
Tilladelse og accept.
Det er at holde sit eget lys udstrakt arm.
Lade det ske, der skal ske.
Lade det være til det kan ske.
Og lade det være til det vil ske.
Det vil ske, som skal ske. Og det vil komme fra lyset.
Lyset i sjælen.
Det vil igen sende sine stråler ud.
Ud gennem rummets vægge.
Sende sin nyfundne kraft ud, som røgsignaler til verden omkring sig og kalde.
Jeg er klar til en ny omgang.
Jeg er klar til at sende alverden, alverdens kærlighed.
The space to be.
En tilstand, uden tid, uden rum.
Men for nu vil jeg læne mig op ad de trygge vægge, vævet af lys, foret med tro, håb og kærlighed og vat, lade mig omfavne af mit “in between”.
Vise min ydmyghed og overgivelse og flyde med derhen, hvor den vindstille storm tager mig.
Tillid.
0 kommentarer